Vedvarende energianlæg ved Overgaard og Sødring sendes i fornyet fordebat

Byrådet har på mødet den 28. april 2025 truffet beslutning om den videre planlægning af vedvarende energianlæg ved Dalbyneder, Overgaard og Sødring. Planlægningen opdeles i to separate forløb: Ét for Dalbyneder, som afventer grøn trepart og ét for Overgaard og Sødring, som skal sendes i en fornyet fordebat med høring og borgermøde på grund af væsentlige ændringer i de oprindelige projekter.

For projekterne ved Overgaard og Sødring er følgende ændret og dermed sendt i fornyet fordebat:

  • Solcellepark på 960 hektar inkl. PtX-anlæg er ændret til solcellepark på 850 hektar inkl. solcelleanlæg og batterianlæg og mulighed for PtX-anlæg (elektrolyseanlæg).
  • Højden på seks nye vindmøller til udvidelse af eksisterende vindmøllepark er ændret fra 150 meter til 180 meter, og samtidig ønskes ti eksisterende vindmøller på 127 meter udskiftet med vindmøller på 180 meter og en eksisterende vindmølle på 150 meter udskiftet til en på 180 meter. Den gældende planlægning for de eksisterende vindmøller giver i øvrigt mulighed for en højde på op til 150 meter.
  • Mulighed for placering af datacenter ved vindmølleparken, se forslag til placering i bilag 8

Beslutningen betyder, at projekterne ved Overgaard og Sødring kræver fornyet fordebat på grund af væsentlige ændringer i de oprindelige projekter. Sendes i fordebat med 8 ugers høring og borgermøde.

Afstemningsresultat

22 stemte for, 9 imod.

Imod stemte: Anne Hjortshøj, Jesper Gade, Østbroen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.