Skolebørn spiller fodbold på kunstgræsbanen ved Cepheus Park

En anderledes skoledag i Randers Kommune

Skolefodbolden blev fejret den 24. april, hvor vinderen af DR Ultra Skolepokalfinalen skulle findes på Cepheus Park i Randers. I den anledning havde Randers Kommune inviteret til en anderledes skoledag.

En anderledes skoledag i Randers Kommune

Dagen begyndte kl. 9 med en række spændende aktiviteter for de 1200 elever fra folkeskoler i Randers Kommune. For mellemtrins klasserne blev der afholdt en ”5 mod 5 fodboldturnering” med deltagelse af 37 hold fra lokale skoler. Eleverne konkurrerede ivrigt på banerne, mens deres klassekammerater heppede fra sidelinjen.

Samtidig kunne andre elever fra Randers Kommune, som ikke var meldt til ”5 mod 5 turneringen”, deltage i sjove og lærerige shows med DR Ultra. Her fik eleverne mulighed for at træne deres demokratiske muskel ved at komme med borgerforslag til ting, de gerne ville forandre. I showet ORDET ER DIT udfordrede DR-vært Maria Helander og danmarksmesteren i Freestyle-Rap sig selv og publikum i forskellige ord-challenges.

De ældste elever fik mulighed for at prøve kræfter med rollen som sportskommentator. DR’s Henrik Liniger delte ud af sine erfaringer fra medieverdenen og gav eleverne indsigt i, hvad det kræver at kommentere sportsbegivenheder.

Stemningen var god hele dagen, både på og uden for banen. Eleverne nød de mange aktiviteter og den gode atmosfære, som også kunne mærkes inde på stadion.

Kl. 11.15 blev pigefinalen fløjtet i gang, og drengefinalen begyndte kl. 12.45. Vinderen af pigefinalen blev Kløvermarkskolen fra Haderslev, mens det var Bakkegårdsskolen fra Gentofte, der løb med sejren i drengefinalen.

Seneste nyt

Nyheder